Landbrug

Landbrug.

Vi har alle sammen behov for at spise og drikke for at overleve. Det fysiologiske behov for føde adskiller landbrugssektoren fra de fleste andre sektorer. Landbrug er den vigtigste sektor i mange lande, fordi den leverer det vi spiser, produkter vi eksporterer, giver arbejde som vi tjener vores penge fra, skaber opsparing som vi anvender til investeringer og giver købekraft, der resulterer i efterspørgsel efter forbrugsgoder. Af disse årsager har landbrugssektoren altid skabt en masse opmærksomhed, når økonomisk vækst og udryddelse af fattigdom diskuteres.

Mange analyser, der påpeger vigtigheden af vækst i landbrugsproduktionen som et middel til at udrydde fattigdom, er baseret på for simple præmisser. Nogle mener, at da de fleste fattige arbejder ved landbruget, så må landbruget være udgangspunktet for fattigdoms udryddelse. Men al erfaring tilsiger, at udryddelse af fattigdom på landet kræver, at der bliver færre mennesker, der er afhængig af landbrug. Spørgsmålet er derfor, hvad der er en bæredygtig metode til, at folk kan forlade landbrugssektoren. I denne proces er det vigtigste spørgsmål som politikerne må forholde sig til, hvorvidt folk bliver flyttet over i sektorer, som både har højere produktivitet og som oplever produktivitets stigninger, dvs. om den strukturelle transformation både er statisk og dynamisk.

Hvad Afrika syd for Sahara (SSA) behøver, er en grøn revolution. Den grønne revolution i Asien fra 1960erne og fremefter var bl.a. drevet af ønsket om at fjerne den udbredte hungersnød. Skønt den grønne revolution i Asien havde en negativ indflydelse på uligheden, da den især støttede de mere ”moderne” bønder, så havde den en massiv indflydelse på fattigdoms reduktionen og øget landbrugsproduktion. Der er nogle karakteristika, hvor SSA adskiller sig væsentligt fra Asien i relation til mulighederne for at gennemføre og få gavn af en lignende grøn revolution.

Da de forbedrede ris og hvede sorter, frembragt i 1950erne, blev udbredt gennem 1960erne og 1970erne i Asien, så blev disse moderne varianter hurtigt anvendt af bønderne. Allerede i 1980erne anvendte 60% af bønderne de forbedrede ris sorter og 80% de nye hvede sorter. I dag anvendes der næsten udelukkende nye og forbedrede sorter. Disse højtydende sorter resulterede i store stigninger i produktionen og betød, at hungersnød og underernæring, som tidligere var meget udbredt, forsvandt. I landbrugsproduktionen i SSA spiller korn produkter en mindre rolle, og der er generelt en større diversifikation indenfor kornprodukter (majs, hvede, ris, sorghum og hirse) sammenlignet med det ris dominerede Asien. I dag er der også udviklet højtydende sorter af majs, sorghum, hirse, kassava og bønner, men disse har ikke opnået samme udbredelsesrater som f.eks. hvede i Asien.

Selvom højtydende varianter af de væsentligste fødeafgrøder i SSA eksisterer, så er der en række begrænsninger for deres udbredelse. Disse inkluderer et lavt forbrug af gødning og mangel på overrisling. Andre årsager til den lave udbredelse af de højtydende frø er et lavt mekaniseringsniveau, svage institutioner, utilstrækkelig finansiering af arbejdskapital og de store forskelle i jord og klimatiske forhold, både mellem og indenfor landene. En yderligere årsag er kronisk underinvestering i både mekanisering og landbrugsforskning og udvikling.

Der er mellem Asien og SSA store forskelle i investeringer i overrisling. Kun en lille del af SSA er overrislet. Arealet udgør kun omkring 4%, og det er ujævnt fordelt blandt landene: I Sydafrika og Sudan er over 1 million hektar dækket af overrislingssystemer, hvorimod andre lande kun har nogle få tusinde hektar. I Asien er det overrislede areal meget større – 37%. Hvor overrisling var et essentielt element i den grønne revolutions succes (og det var en integreret del af en årtusind lang kultiverings metode), så er det uvist, hvad potentialet er i SSA. Det afhænger af geografiske, hydrologiske, agronomiske og økonomiske faktorer, men det er usandsynligt at potentialet er så stort som i Asien. Men en kraftig ekspansion af overrisling (fra et meget lavt niveau) er påkrævet i SSA, da regnvandet afgrødeproduktion vil være utilstrækkelig til at brødføde de fremtidige generationer og sikre en overskudsproduktion.

En af årsagerne til den succesfulde vækst af landbrugsproduktionen i Asien som følge af den grønne revolution var den ændrede sammensætning af landbrugsproduktionen. Den landbrugsmæssige vækst blev i stigende grad drevet af en ekspanderede efterspørgsel efter animalske produkter og høj-værdi afgrøder, og sammensætningen af landbrugseksporten er ændret fra traditionelle tropiske afgrøder til havebrugsprodukter og fisk.

På denne temmelige dystre baggrund er spørgsmålet, om der er nogle tegn på håb for lande i SSA for at kopiere de elementer, som gjorde den grønne revolution til en succes i Asien. Eksemplet Etiopien illustrerer, at det er muligt af opnå væsentlige fremskridt.

Etiopien har tilsluttet sig det ”Omfattende Afrikanske Landbrugs Udviklings Program” (CAADP), som foreskriver en 6% årlig vækstrate i landbrugsproduktionen, minimum 10% af det offentlige budget skal anvendes til landbrugssektoren samt en modellering af landbrugsmæssig vækst efter principperne i den Asiatiske grønne revolution. Etiopiens indsats ligger faktisk forud for CAADP. Den etiopiske regering satte sine vækstmål højere, og resultaterne har vist, at dette var en korrekt beslutning: Fra 2003 og et tiår frem steg den årlige produktion af kornprodukter med 8,6%, af hvilken 80% kom fra ydelsesstigninger og de resterende 20% fra forøgelse af landbrugsarealet. Ydelserne er blevet fordoblet over 10 års perioden, og den totale produktion er forøget med næsten 140%. Mange midler har været bragt i anvendelse for at nå disse resultater. Bare for at nævne en enkelt, så er Etiopien et ”En afgrøde per år” land. Den gradvist stigende brug af overrisling har medført, at der i nogle dele af landet nu kan høstes to gange om året.

Billede taget af Bjarne Larsen Kron.

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk